Nyheder
Nyheder

På prædikenværksted med menigheden

I Bistrup Kirke inviterer præst Linnea Lund menigheden med til at forberede næste uges prædiken. Det gør hende selv klogere og løfter gudstjenesten for deltagerne.

"Ske din vilje" - men måske ikke altid? Samtalen omkring bordet er åben og fortrolig. (Foto: Malene Bjerre)

Af Malene Bjerre

”Jesus sagde: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.”

Vi er til prædikenværksted, og præst Linnea Lund er sammen med syv mennesker fra menigheden i Bistrup Kirke i gang med at undersøge skriftstedet fra Johannesevangeliet, der indgår i 1. tekstrække for 5. søndag efter påske.

Det er nogle kryptiske ord, er de enige om. For hvad er det overhovedet at bede i et navn – og så i Jesus’? Får man altid, hvad man beder om? Og hvad har billederne og forkyndelsen med bønnen at gøre?

Samtalen rundt om bordet er associerende og bevæger sig rundt ad mange stier. Den lille gruppe taler om det befriende selvtab, når man beder Gud om at tage over i stedet for at prøve at styre selv. Om hvad det gør ved bønnen, når kroppen er med i den, og om oplevelsen af, at noget kan føles så livsafgørende vigtigt, at man ikke tør bede med på Fadervors bøn om ”Ske din vilje”. Skriftstedet bliver læst højt flere gange undervejs, og hver gang falder deltagerne over noget nyt.

”Alt hvad vi taler om, er forseglet her i rummet,” siger Linnea Lund, og det åbner for meget personlige bidrag til diskussionen. Men i sidste ende er det meningen, at samtalen skal finde vej ud af rummet og ind i den prædiken, som hun skal holde om ti dage. Og sådan har hun tænkt sig, at menigheden kan være med til at skabe gudstjenesten i deres sognekirke tre gange. Til september begynder en ny sæson.

Gudstjenesten er relationel

Inspirationen til at inddrage menigheden i at tænke med på evangelieteksten har Linnea Lund fået, mens hun var fængselspræst i Horserød, hvor hun oplevede, at det åbnede for vigtige og alvorlige samtaler, når hun inviterede de indsatte til at diskutere teksten inden gudstjenesten, og skabte større interesse for prædikenen.

”Det havde jeg lyst til at bringe med til Bistrup,” forklarer hun. ”Vi har i forvejen en meget aktiv menighed med mange frivillige, der dækker op til altergang og ordner blomster og den slags. Så det er oplagt, at menigheden også skal være med til at skabe gudstjenesten og indirekte skrive prædikenen. Kirken skal være fællesskab, vi skal ikke bare tale om det. Gudstjenesten er relationel; noget vi gør sammen.”

Rammerne er stramme. Cirka ti dage før søndagen mødes den lille gruppe, der helst ikke skal være meget større end ti personer, over en danskvand i præcis en time. ”Der skal ikke gå kaffesnak i den; vi er koncentrerede,” pointerer Linnea Lund.

Hun lægger ud med at læse evangelieteksten højt, og så går den løse, associerende samtale i gang. Hendes rolle er at være igangsætter og stille opklarende spørgsmål, men ellers lytter hun mest. ”Jeg er lige så uforberedt som de andre,” siger hun. ”Det går ikke, at jeg på forhånd har lagt mig fast på, hvordan jeg tolker teksten; jeg skal lytte med rene ører, ligesom menigheden hører teksten om søndagen. Så kommer jeg ikke ubevidst til at lede samtalen i en bestemt retning. Og når deltagerne ikke skal forberede sig på forhånd, får de ikke præstationsangst.”

Fra opstandelse til påskepynt

Men hun kender selvfølgelig teksterne, og det kom bag på hende, hvor meget anderledes end forventet hendes prædiken efter første prædikenværksted blev. ”Det var påskesøndag, og jeg havde troet, at jeg skulle tale om påskeliljen, døden og opstandelsen. Men samtalen kom til at handle om at pynte op til påske i stedet og om at stå ved sin tro. Og det var korset, ikke påskeliljen, der blev den gennemgående figur."

Og det var en helt anden oplevelse at høre den prædiken, man selv på en vis måde havde været med til at lave, fortæller deltagerne, da de indleder dagens prædikenværksted med at tale om sidste gang. ”Det føltes mere vedkommende og genkendeligt,” siger en. ”Jeg lyttede på en helt anden måde,” siger en anden. De er enige om, at det løftede gudstjenesten for dem, at de på denne måde havde talt sig ind på nogle af emnerne i dagens tekst.

Niels Jakobsen er pædagog i Bistrup, og dagens prædikenværksted er det første for hans vedkommende. Han synes, det har været en meget fin oplevelse, siger han. ”Jeg kan godt lide, at evangeliet får lov til at tale, uden at der er lagt fortolkninger ned over det på forhånd. I samtalen er der plads til tanker og refleksion, og det supplerer meget fint en mere mediterende gruppe, jeg også er med i, og som jeg også har stort udbytte af. Der er en eller anden, der har sagt: Når jeg fortæller om mine tanker, kan jeg tænke over, hvad jeg siger. Sådan var det for mig.”

 

GODE RÅD

 

Prædikenværkstedet kan laves i mange formater, mener Linnea Lund. Men her er nogle gode råd til den form, hun selv har fundet frem til.

 

1. Prædikenværkstedet er en måde at være kirke på, så derfor skal det planlægges i samarbejde med menighedsrådet. Og sørg for, at det ikke kolliderer med andet i sognet – kirken skal ikke konkurrere med sig selv.
 

2. Det giver god mening at invitere deltagerne personligt, men det er ingen lukket fest, så der må annonceres fra prædikestolen og i kirkeblad også. Selv vil jeg helst ikke have en gruppe på mere end 8-10 stykker, for så får den enkelte ikke nok taletid.
 

3. Gør rammerne klare. Vi er fx skarpe på tiden, så det bliver koncentreret, og så folk kan komme hjem til aftensmad. Og så slutter vi med at sige Fadervor sammen. Det bad de om sidst – det var for mærkeligt at slutte af helt åbent, syntes de.
 

4. Samtalen skal være et lukket rum, så folk føler sig trygge Hvis jeg bagefter vil bruge et eksempel i prædikenen, ringer jeg og spørger vedkommende og anonymiserer det i prædikenen.
 

5. Giv slip på kontrollen. Mød lige så uforberedt op som deltagerne, og lyt med der, hvor samtalen bevæger sig hen. Det er ikke præsten, der skal belære om teksten, og pauser kan være fine. Det er samtale, og vi skal ikke finde facit.
 

6. Skriv noter så hurtigt som muligt efter værkstedet. Det gælder om at fastholde stemningen i rummet, hvornår de reagerede på hinandens ord, hvor det var, der var noget på spil. Det er der, inspirationen til prædikenen ligger.